Lørdag blev en helt speciel ølsmagning afholdt i Wordenskjolds Ølklub. En ølsmagning, hvor der udelukkende skulle smages øl fra det verdensberømte lambicbryggeri 3 Fonteinen. Og hvorfor de er verdensberømte kunne ses på deltagernes evaluering af de 10 øl. Gennemsnittet blev på utrolige 8,5 på en 10 skala.
Desværre var der kun 6, der havde fundet vej til Ringsted. Men dem der deltog fik en kæmpe oplevelse. Der var valgt øl fra 5 af deres forskellige serier og så en collab: Hommage, Framboos, Oude Kriek, Oude Geuze, Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston og Tuverbol. Første afdeling var udelukkende frugt og de lyse blev smagt efter pausen.
Der var valgt 3 forskellige årgange af Hommage. 16/17, 17/18 og 18/19. Og der var tydelig forskel i smagen. Jeg kunne bedst lide den ældste, som var mest afrundet. De to yngre udgaver havde en del vineddike, specielt den fra 17/18. Hommage er lavet af Armand til minde om hans far Gaston, der købte 3 Fonteinen i 1950erne. Dengang var det ikke et bryggeri, men de købte lambic hos bryggerier og blendede selv den færdige geuze ved at blande ung og gammel lambic. Hommage er tilsat både hindbær og kirsebær i forholdet ca. 75% hindbær og 25% kirsebær. Alligevel er kirsebær meget dominerende i smagen. Her var der virkelig tale om en flot frugtøl. Og da evalueringerne lå klar, viste det sig også, at det er en øl, der vinder ved at blive gemt. 18/19 sluttede på 9. pladsen med 7,86. 17/18 sluttede på 5. pladsen med 8,43 og 16/17 sluttede i top-3.
Framboos Oogst 2018 var den næste og her fik hindbærrene lov til at stå alene. Endnu en rigtig flot øl, der sluttede på en delt 6. plads med 8,14. Oude Kriek 18/19 rundede frugtafdelingen af. Og den sluttede som Framboos på en delt 6. plads med 8,14.
Efter en kort pause var der hentet Geuze i kælderen. Og der skulle vente endnu større smagsoplevelser for deltagerne. Vi lagde ud med to forskellige årgange af Oude Geuze, som er en blanding af lambic af forskellige aldre. 3 Fonteinen får stadig lambic fra andre bryggerier. Og den ene var bl.a. med lambic fra Lindemans. Vi smagte 17/18 og 18/19, hvor 17/18 havde et flot cremet skum, som jeg ikke tidligere har set på en geuze. Og så mere afrundet end den nye, hvor funken og hestestalden var mere tilstede. To flotte øl, hvor 18/19 sluttede på en delt 6. plads med 8,14 og 17/18 sluttede i top-3.
Oude Geuze (Cuvée Armand & Gaston) er en geuze blendet af lambic, der udelukkende er brygget på 3 Fonteinen. Der blendes af 3 forskellige årgange af lambic. Vi skulle smage to årgange 16/17 og 18/19. Og igen var der tydelig forskel på de to årgange. 16/17 er nok den bedste geuze jeg har smagt. 18/19 var igen lidt mere frisk end den lagrede. Men to flotte eksempler på at selvom geuze er syrligt, så kan det gøres så elegant, at syren næsten ikke mærkes. Men flotte frugtnoter af æble, abrikos sammen med de mere normale smagsnoter fra geuze. 18/19 sluttede på en flot 4. plads med 8,86 og 16/17 sluttede i top-3.
Sidste øl var Tuverbol, som er et collab med Brouwerij Loterbol, hvor deres Loterbol Blond blendes med lambic fra 3 Fonteinen. En tripel på 11,5%, der blegnede lidt i forhold til de øvrige øl. Og derfor sluttede på 10. pladsen med 7,29.
Top-3 bestod af to geuze og en frugtøl. Hommage sluttede på en 3. plads med 9,14. Og dermed sluttede de to forskellige geuze på 1. og 2. pladsen. Cuvée Armand & Gaston vandt smagningen med 9,57 med den normale Oude Geuze på 2. pladsen med 9,43.
En utrolig smagning, der forsøges overgået næste år, hvor der igen inviteres til 3 Fonteinen smagning. Mere om det senere.
Resultatet af smagningen blev:
- Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston (season 16|17) Blend No. 1 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 9,57
- Oude Geuze (season 17|18) Blend No. 59 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 9,43
- Hommage (season 16|17) Blend No. 10 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 9,14
- Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston (season 18|19) Blend No. 48 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 8,86
- Hommage (season 17|18) Blend No. 75 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 8,43
- Framboos Oogst 2018 (season 18|19) Blend No. 74 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 8,14
- Oude Kriek (season 18|19) Blend No. 66 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 8,14
- Oude Geuze (season 18|19) Blend No. 12 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 8,14
- Hommage (season 18|19) Blend No. 9 (Brouwerij 3 Fonteinen) – 7,86
- Tuverbol (2019) (Brouwerij Loterbol) – 7,29